Med sin nye digtsamling er Johan de Mylius mere end undervejs mod sin definitive form og det udtryk, det syn på eksistensen, som han vil have frem. Hans digte skriver sig ind i en tradition, der over flere mellemled rækker tilbage mod symbolismen. Og viser frem mod en fornyet bevidsthed om, at verden og hverdagen er dybere end som så, at sproget og digtets skulpturelle musik åbner veje for bevidstheden. Ikke få af digtene kredser omkring det religiøse, et par af dem kan ligefrem læses og bruges som salmer. Ikke konfessionelle salmer, men udtryk for en bredere, almen religiøsitet. Som salmegenren som hele langt fra er fremmed for.