bygger på den antagelse, at vi som samfund står i en overgangsposition, hvor en simpel forståelse af det moderne ikke længere holder, hvorfor Rasmussen lægger en kompleksitetsorienteret optik ned over sit objekt: undervisningen. Del 1 behandler det politiske systems styringsproblemer i forhold til uddannelsessystemet. Bogens grundlæggende antagelse er, at den restrukturering som skolereformer i perioden fra 1978 til 2000 er udtryk for, ikke kan forklares ud fra ideologiske forhold, men snarere må ses som mulige svar på funktionsorienterede spørgsmål til problemstillinger i samfundet. Del 2 undersøger læreres selvforståelse, som den kommer til udtryk i kvalitative interview med en række lærere. Her påvises, at kompleksitet mere end noget andet er det problem, som præger læreres selvforståelse. Tre temaer bliver tydelige i interviewene: lærernes syn på forholdet mellem undervisning og opdragelse, synet på forholdet mellem undervisning og forældresamarbejde og endelig læreres strategier i forhold til at reducere kompleksitetsbelastningen. Afslutningsvis diskuteres skolens måske mest påtrængende problem: forholdet mellem undervisning og opdragelse. Del 3 beskæftiger sig med teorier om læring, der har det til fælles, at de tager udgangspunkt i det moderne vilkår, at verden ikke kan betragtes som adskilt fra menneskelig erkendelse. Den grundlæggende antagelse er her, at kompleksitetsproblematikken udfordrer vante ontologiske forestillinger, fordi den kræver en teori, der er en foranderlig verden voksen. Denne del afsluttes med en diskussion af forholdet mellem læring og undervisning med henblik på at præcisere de to begreber samt at rehabilitere undervisningsbegrebet. Jens Rasmussen (f. 1949) er professor i pædagogisk sociologi ved Danmarks Pædagogiske Universitet.