Afhandlingen omhandler den praktiske del af sygeplejerskeuddannelsen jævnfør Bekendtgørelse om sygeplejerskeuddannelsen af 1990. Fokus for studiet er studerendes læring i og til praktik samt sygeplejersken som praktikvejleder.
Afhandlingen er et bidrag til at belyse sygeplejerskeuddannelsen og uddannelsesreformen i et bredere perspektiv med udgangspunkt i uddannelsens praktikdel og de diskurser, som omhandler praktikdelen. Et perspektiv som også omfatter andre aspekter og interesser end det, der anses som nødvendigt, for at udøve virksomhed som sygeplejerske.
Det empiriske materiale viser f.eks., at de studerendes praktiske læring sker på mange forskellige måder, og langt fra altid på den forventede måde, ved en begrænset deltagelse i virksomhedens daglige praksis. Samvær med den kompetente praktiker, vejledning og undervisning sker intermitterende i nogle dele af praksis, overvejende i relation til læring af medicinske sygeplejeteknikker og administrative praktiker. Dette kunne føre til den konklusion, at de studerende ikke lærer grundlæggende sygepleje, fordi de bærer det under supervision af praktikvejlederen, men de bærer det i virkeligheden selv, på mange måder, bl.a. i samvær med patienten.
Afhandlingen viser, at deltagerne i dette miljø opretholder en grundlæggende dobbeltlogik, bestående af uforløste spændinger mellem på den ene side, hvad det vil sige at lære og hvordan man lærer, og på den anden side de formelle rammer, af spændingen mellem skole og praktik, mellem implicit praktisk kundskab og eksplicit viden.