gyder et Taageslør af mystisk, erotisk Art over Naturen. Man føler, at Dagen vil fødes i ny Straaleglans, eller at Natten vil vælde frem i skælvende Uhygge, men endnu er intet fast: alt er uvist, sløret, hemmelighedsfuldt. Og de Skikkelser, man skimter utydeligt, er let svævende Nymfer eller dansende Ellepiger, selv om Corot i Virkeligheden mente at male Bønderpiger fra den nærmeste Landsby. Om det saa er hans Køer, saa strækker de sig i Engen paa en egen mytologisk Maade, parate til naar det skal være at bortføre en Europa. Et sådant Landskab kalder Henrik Pontoppidan for Ung Elskov. Han præsenterer det for os i Morgengys og Aftenskumring; og han anbringer ved den 'hængende Skovkrans' hvorunder Mørket sagte glider frem, 'Søens store dagblinde Øje', der langsomt aabner sig i et stort og uudgrundeligt Blik. Og han fortæller om, hvorledes ved St. Hansdags Tider, naar Fuldmaanen drysser Sølv over Søen, unge, slanke og nøgne Kvinder dukker frem af Skovens Tykning, med St. Hansorme i Haaret, og kaster sig vellystigt ud i det blanktblussende Vand…. Den raa Virkelighed er repræsenteret i Form af en Kro, der ligger i hin mystiske Egn. Og til Kroen søger Stedets forvitrede Eksistenser, en Flok halvgodmodige Banditter og enfoldige Drukkenbolte, hvis Gilder præsideres af Krokonen. Nu er hun fed og oppustet, Blikket fordummet'1, Klæderne snavsede og Skoene Slæbere, og hun er ikke fri for at smage stærkt af det Brændevin, som om Natten tømmes af Spritklubben. Men engang var hun anderledes smuk og slank, klar i Blikket og sirlig i Dragten. Hun vartede op i Faderens Værtshus, kydsk og utilgængelig, indtil en Aften den sære Bissekræmmer, Jakob Jøde, med den skarpe Næse og de blanke Øjne tog ind i Kroen og talte og fortalte saalænge til han havde snakket hende baade fra Vid og Sans. Den Nat kastede en ung Kvinde sig ind i Elskovens hede Bad, St. Hansormen lyste hende paa vildene Veje, og den sære Bissekræmmer kom ikke mere til Kroen. Deres Barn er Martha, hvis unge Elskov Novellen handler om. Hun vokser op i Kroen som et noget uciviliseret Væsen – halv Skovnymfe, halv Fattigtøs. Moderen er intet for hende, en død uformelig Klump, hendes Venner er Spritklubben, hvis Omgang umuligt kan virke adlende ind paa hendes Sind, og som dog mærkeligt nok ikke helt fordærver hende. Man skal paa Forfatterens Ord tro, at disse raa Knægte opføre sig honnet og hensynsfuldt overfor den unge Pige, idet blot den yngste af Banden, en Kæmpekarl og en forsoren Slagbroder med alles Samtykke kaares til hendes Brudgom. Det er en frisk og usnærpet Bog. Henrik Pontoppidan gør rent Bord inden han skriver; han fejer bort alle de usle Hensyn til den offentlige Menings Fordomme og hykleriske Moral. Han søger til Naturen og dykker sig ned i den for at vinde Styrke. (Edvard Brandes i Politiken 20.11. 1885)