Den rejsende vil, ved at følge denne rute, blive gjort bekendt med alle væsentlige træk af øernes geologiske opbygning
Da det geologiske kort over Færøerne udkom i 1969, var det resultatet af et årelangt rekognoscerings- og karteringsarbejde, der hermed blev forelagt. Kortlægningsarbejdet udgik de første år fra København, de årlige arbejdsperioder var korte, en til to sommermåneder, ofte under besværlige arbejdsforhold.
Kortlægningsprojektet, der allerede var planlagt før krigen, var så småt ved at komme igang, da al forbindelse med Færøerne pludselig blev afbrudt. Hermed blev der sat en foreløbig stopper for vores virksomhed.
Efter krigens ophør i 1945, blev arbejdet genoptaget, men der kom først rigtig gang i det, da DGU i 1951 fk station på Færøerne. Man var nu placeret midt i arbejdsområdet og kunne bedre indrette sig efter forholdene.
Der var i starten ingen erfaringer at bygge på, da en kortlægning i detaljer af et plateaubasaltområde i så stor målestok, l:50.000, næppe tidligere var forsøgt.
Den indledende fase kom derfor til at bestå i en omfattende rekognoscering, som førte til, at man påbegyndte den egentlige kartering i den nederste del af lagrækken, nemlig på Suduroy, hvor man tilmed havde en sikker korrelationshorizont i den kulførende serie, som igen var let genkendelig på Vágar.
Under karteringsarbejdet stilede man nu imod at indføre andre i terrænet genkendelige horizonter, som man så fulgte og fastlagde over alle øerne. Derefter blev der opmålt et hovedprofl op gennem hele lagserien og et stort antal enkelprofiler, som alle blev konnekteret med eller ophængt i de udvalgte horizonter. Hermed opnåede man, at få inddelt hele lagpakken i serier, der repræsenterede stadier eller trin i vulkanismens forløb, d.v.s. i plateauets dannelseshistorie.
Det geologiske kort udkom i 1969, men af kortbladsbeskrivelsen med kortbilag er der nu kun få eksemplarer tilbage.
Man har derfor ment det rigtigt at udgive et supplerende oplag af kortet i 1:50.000, men denne gang med en mere kortfattet, rigt illustreret og lettere tilgængelig tekst.
I denne udgave har man således valgt at give en kortfattet fremstilling af øernes geologiske opbygning med udgang i signaturforklaringerne på kortet uden at gå for dybt i detaljer. Hvad korrelationshorizonter (ledehorizonter), profiler og gange angår, henvises der til oversigterne i udgaven fra 1969, for yderligere oplysninger.
Som supplerende læsning er der beskrevet en række lokaliteter langs en rute, der omfatter en repræsentativ del af den samlede lagserie. Den rejsende vil, ved at følge denne rute, blive gjort bekendt med alle væsentlige træk af øernes geologiske opbygning.
