Kustode for sin far
Hvis man forventer privat indsigt i Jørn Utzons tanker om arkitektur, bliver man skuffet. Bogen er skrevet af hans søn – ikke som en biografi, men som en personlig beretning om far og søns inspirerende samarbejde og om hvordan det var at vokse op med en stor kunstnerisk arv, som skulle forvaltes på bedste vis. Men det er som om, at hver gang Jan Utzon kommer ind på noget interessant, ’bliver det rundet hurtigt af igen. Bogen er fuld af gode anekdoter, som blot forbliver anekdoter, for det private, som en erindring jo er, bliver aldrig løftet og gjort til noget alment, som læseren kan spejle sig i eller udvide sin horisont i.’ [Kort referat]
