Arbejdet som pædagog er ofte genstand for stor bevågenhed i både presse og ikke mindst blandt politikere. Men forsøget på at effektivisere og finde besparelser tager sjældent udgangspunkt i borgerens situation og behov. Det øgede fokus på dokumentation og den vedvarende introduktion af nye, skiftende metoder fratager den enkelte pædagog troen på egen faglighed med en følelse af utilstrækkelighed og stress til følge. I stedet for en kompetent handlende fagperson reduceres pædagogen til en registrerende betragter, som forventes at behandle borgerne som tal i et regneark. 

Den akademiske hær har vundet kampen om ordet. Men bag ordene befinder sig en skare af erfarne praktikere, som sjældent bliver set, hørt eller forstået. Med Værsgo forsøger Lars Lohmann nu at tage kampen op og give pædagogerne en stemme i debatten. Bogen udtrykker på den måde også et håb om, at pædagogen på gulvet fremover vil blive givet mulighed, plads og rum til at løse de opgaver, som mødet med morgendagens borgere stiller dem overfor.