Med Brandes’ billeder åbner teksterne sig for læseren. Digtene får kroppe og forankres i scener af omsorg, af fortvivlelse og af håb: en grædende skikkelse; et barn som trøstes; de ringende klokker; forvredne landskaber; en sovende mellem træerne; den som bærer korset, osv. På den måde – i dette særlige samspil mellem billede og tekst – bevæger bogen sig fra det intime, kropslige, nære og ud i mytologien, det jordiske, som verdensbilleder der stadig tager form.