I digtene i VEJEN TIL HAVET vil læseren møde en magisk verden, hvor fortid blandes med nutid, og hvor skove, bakker, enge, træer og roser lever deres eget liv og bevæger sig efter deres egne love. Mens årstidernes vekslende lysskær drager hen over digtenes landskaber, haver og byer, opbygges der en spænding mellem indlandets hvilende ro og havets åbenhed, hvor de to verdeners virkeligheder higer mod hinanden, rækker ud mod hinanden og undertiden mødes i mystisk enhed. Nogle af digtene beskriver dødsangsten og oplevelsen af livets intethed, men de overtones af den livsbekræftende følelse af evighed i de sansemættede beskrivelser af de blomstrende syrener, tordenvejrets mangfoldige lydregistre, allikernes metalliske lyd i vinterskumringen, forårsfuglenes verden af toner eller sommerfuglenes fragt af betydninger over de modne kornmarker. I denne magiske verden har både de levende og de døde del, fordi evigheden omgiver rosens røde labyrint.