og indtil han ved udgangen af bogen bliver dømt til at gøre bod som tempelridder i det Hellige Land. Vi hører om hans synder, hans kærlighed til Gud og kvinder, hans tanker i denne turbulente, voldelige, men også storslagne periode af Europas historie.

Jan Guillou har med Arn skabt en helt, som er ud over det sædvanlige: Han er ydmyg, venlig, belæst og våbenkyndig. Han er klogere og bedre til stort set hvad som helst end nogen anden. Han er uskyldsren og samtidig farlig. En helt, der vækker både moderfølelser og passion, og som bliver mere og mere spændende med tiden. Men først og fremmest har vi med Arn fået en helt, der betragter sin samtid fordomsfrit og derved kommer til at stille sin samtids fordomme og sædvaner til skue.

VEJEN TIL JERUSALEM giver et troværdigt billede af 1100-tallet og dets mennesker, deres politik, deres måde at lave forretninger på, hvordan man tænkte, hvordan man lavede mad, tog sig af syge, sang og musicerede, opvartede kvinder, opdrog børn, holdt trælle og sloges. Den grundige research, der ligger bag, muliggør en detaljerigdom, der betyder, at man som læser føler sig i 1100-talet. Man mærker røgen fra ildstederne og bulerne i halmmadrasserne.

Men Guillou ville jo ikke have været Guillou, hvis VEJEN TIL JERUSALEM blot havde været et gigantisk historisk eventyr, hvis der ikke også havde været en dagsorden om at vise nogle af verdens uretfærdigheder. 'Den hellige krig, som korsridderne førte for 800 år siden, var ikke nogen god idÚ. Og det er den heller ikke i dag', angiver han som en af grundene til at skrive bogen.