… Jeg kantede mig forbi nogle lavtsiddende grene og tog et par skridt ind i mørket. Her blev jeg stående et øjeblik, lukkede øjnene og lod alle de følelser, jeg havde suget op til overfladen denne morgen, fylde mig helt: ensomheden, følelsen af at være forkert og at blive forbigået, frygten, hånlatteren, forladthedsfølelsen af far, og de sårende ord: ”Du skal ikke være sådan en særling, Laura. Du er alt for følsom.”