I Lulu Maries nye digtsamling ”Vejviseren bløder” navigerer jeget rundt i de forskellige livsarenaer, der på magisk vis udgør tilværelsens labyrintiske vejnet. Jeget er optaget af kærlighed og kæreste samtidig med at hun deltager i det moderne arbejdsliv med dets kurser i konflikthåndtering og trivielle mus-samtaler. Hun er en enebarnshær med en aldrende far, andelsboligforeningsformand m/k, arbejdsmyre, musikliaison, sekretær og vinduesfotograf, alt imens hun bliver ældre og søgende afprøver en ny identitet. Og så er der de døde venner, som stadig er der, selvom de ikke er det. Og meget andet. Grænserne mellem de forskellige livsverdener ligesom ophæves i digtsamlingen, og der opstår nye sanselige verdener med eget sprog, som når vejviseren bløder og jeget går rabundus i sin bundlinje. Samtidig denne leg med vingummier og heste, fordi barnets sanseverden ligger lige for hånden og blander sig i det hele.