Med udgangspunkt i en række empiriske studier af velfærdsarbejde levendegør bogen de sociale relationer mellem velfærdsarbejderen og borgeren, og den blotlægger de paradokser, der er involveret i velfærdsarbejdets praksis. Bogen viser, hvordan paradokser forbundet med fremskridt, oplysning, frigørelse, lighed, hjælp og integration etablerer sig som varige og modsætningsfyldte betingelser, der skaber ambivalens, usikkerhed og tvivl i arbejdet.

Bogens pointe er, at det er vigtigt at lære de uundgåelige paradokser at kende, for at velfærdsarbejdet kan udfylde og håndtere sin samfundsmæssige rolle, og for at vi som samfund kan blive klogere på, hvad velfærdsarbejdet gør og kan. På den måde åbner bogen for offentlig samtale om velfærdsarbejdets betydninger og muligheder under de samfundsmæssige betingelser, vi giver velfærdsarbejdet.