ville gøre, når dagen gryede. Hun ville sidde højt oppe i klitterne. Havbrisen ville nok blæse hendes hår til et stort kaos. Det kunne være, hun sad med knæene trukket op til hagen. Måske var hendes øjne lukkede. Og måske sang hun for sig selv.
Så, med ét, gik det op for ham. Han vidste pludselig præcis, hvad det var, Emma lavede. Hun sad på stranden og kiggede ud over havet. Han kunne lige se hende der. Ventende. På havfruer«.