levede i denne lille by. Det er også erindringen om trediverne, da Stauning og Chr. den 10. stod øverst i statsadministrationen, og hvor samfundsudviklingen gik langsomt, men hvor statsskibet blev styret gennem tredivernes krise med nogle meget ubehagelige konsekvenser for de der var fattige og de der var arbejdsløse, men såsandelig også svære for mange af de, der havde sit på det tørre før krisen indtraf, og som nu mærkede at samfundet bakkede.
Frygten for en ny verdenskrig lurer lige under overfladen. Det er en fortælling om optakten til den store verdenskrig, som ikke gik upåagtet hen hos den lille bys borgere.
Det handler også om krigen og besættelsen som vendte op og ned på alt. Det er historien om en lille by med 4.500 indbyggere, der kom i en alvorlig klemme. En by som blev låst inde af den tyske besættelsesmagt, der anlagde en næsten uigennemtrængelig fæstning med pigtrådshegn, landminer og tankgrave rundt om byen. Det er fortællingen om en by, der var omgivet af betonbunkers med store kanoner. Fra omkring 25 luftværnsstillinger med flakskyts, der var placeret forskellige steder i byen, blev himlen ofte flænget af projektilernes lysspor. Det var byen som kun havde fem smalle åbninger, man kunne komme ud og ind af, og som var bevogtet af velbevæbnede tyske tropper.
Det er fortællingen om byen der blev bombet tre gange. Det er også om hvordan byens gamle huse sitrede, når det tyske luftværnsskyts skød op i himlen for at ramme de hundrede, ja tusinde allierede fly der passerede over byen i ca. 6 km. Højde, næsten hver nat fra 1943 til 5. maj 1945. Det er fortællingen om den terror, tyskerne via deres håndlangere udførte da de myrdede digterpræsten Kaj Munk, der jo havde en nær tilknytning til den lille by.
Det er beretningen om en stor Lancaster bombemaskine, der blev skudt ned over byen, og byen som blev skånet for den største katastrofe, der ved denne lejlighed kunne være indtruffet og jævnet byen med jorden, da et flammehav med sin besætning styrtede ned kun 1000 meter uden for havnen.
Det er fortællingen om, hvordan en lille by måtte leve med en garnision af tyske tropper, der ofte talte over tusinde mand, og som man nødtvungen måtte fungere imellem.
Det er historien om tyskernes piger, og den enorme mængde af danske arbejdere, der strømmede til byen for at bygge de tyske forsvarsværker både omkring byen og langs Vesterhavet.
Det var også byen, der oplevede to katastrofer ved ulykkelige allierede angreb på tog, der kørte på den jyske længdebane og som kostede mange mennesker livet.
Det er historien om en by og dens omegn der måtte tage imod flere tusinde tyske flygtninge, der hovedsagelig kom fra de østlige provinser af Tyskland og som nu stod i deres laser og pjalter og bad os om vores medlidenhed.
Det er også historien om hvordan vi fik fred i den lille by, og om hvordan modstandsledelsen fik en aftale med en tysk kommandant om at hele den tyske garnision ville holde sig i ro, når kapitulationen ville indtræffe. Frygten for at en tysk general ville slås til sidste mand her i Danmark, bevirkede at ingen kunne føle sig tryg før frihedsbudskabet kom over B.B.C. Det er også historien om de første engelske tropper, der kom til byen, og som blev modtaget med en jubel, der ikke kendte nogen grænse.
Det er slutlig også en kort beretning om en statsminister, der blev sat på en uriaspost og som forhadt går sin ensomme gang gennem det jublende København til en afskedsaudiens hos Kong Christian den 10ende med en ung frihedskæmper ved sin side, mens kuglerne fløj dem om ørene fra snigskytter, der havde forskanset sig på nogle af byens tage.
Erindringerne går fra 1935 til 1945, hvor fortælleren var 14 år gammel, da
befrielsen indtraf.
Georg Vejen (Larsen) er tidligere forlagsdirektør hos Lademann (Union) og Forlaget Sesam, og har været pensioneret siden 1998.