Et eksempel: den unge Viggo Kampmann fulgte tit med statsministeren, den 62-årige Vilhelm Buhl, hjem fra Finansministeriet, når de skulle med linje 5 til Amager. De var blevet venner, og ifølge Kampmann var der opstået en slags far-søn-forhold. På bagperronen med maskinstøj og rystelser kunne de tale frit om det meste uden at vække opmærksomhed. På Amagerbrogade stod Buhl af, mens Kampmann fortsatte 4-5 stoppesteder til villaen på Luganovej, som også var mødested for Frit Danmark, og i resten af krigen blev der med Wilhelm Buhls viden trukket store beløb fra Finansministeriets kasse, som finansierede modstandsbevægelsens arbejde.

Sådanne velfortalte historier fra dagbøgernes inderste mørke er typiske for Smiths tre bøger, der tilsammen tegner et forrygende og uundværligt billede af det danske liv og en dansk måde under det, som historikerne kalder de fem forbandede år.