og mærker inden for gulvvask. Da der skal anlægges en ny græsplæne i gården bliver det især dramatisk. Det er i bogens sidste afsnit: "Forår".

Bogen kan læses som en alternativ fagbog, men også som dagbogsoptegnelser hvor livet i og omkring en andelsforening er i fokus.

Det er endnu en ristet rune for det prekariat som også blev beskrevet i Zeuthens roman Buemundet Guitarfisk.

Forfatteren selv kalder viceværtsdigtene for et "ambient værk": På godt og ondt et lyrikkens svar på den type elektroniske album hvor kunstneren simpelthen bare falder i søvn henover keyboardet.

Pressen skriver:

»fintfølende rent socialt og ømt humoristisk… uforpligtende fest med ironisk distance til det hele og hinanden.«
– Kamilla Löfström, Information

»Nikolaj Zeuthen er en primær skønlitterær joker og trickster, næst efter Pablo Llambías den mest uforudsigelige forfatter, vi har… Stilen og tonen, bristefærdigt nøgtern, perlende post-ironisk, holdes sikkert hele vejen igennem, men i særklasse hypnotiske er og bliver de omstændeligt mikroskopiske beskrivelser af det vildt konkrete håndens arbejde.«
– Lars Bukdahl, Weekendavisen

»Dansk zenmester sætter ikke en sætning forkert i sine viceværtsdigte… hysterisk morsom.«
– Alexander Vesterlund, Politiken

››Nikolaj Zeuthen griber hverdagens øjeblikke og fastholder dem i ord -og undervejs viser han en imponerende evne som iagttager. Det er flot digter-håndværk.‹‹ 
 – Avisen Danmark

»"Viceværtsdigte" understreger igen-igen Zeuthens overlegne gehør for hverdagens små sociale drejebøger og rollespil… varmt, skarpt og famlende præcist. «
– Jyllands-Posten