debat. Essayisterne har hele tiden haft stor bevågenhed – ikke mindst når de har ændret holdning, som fx Jens Christian Grøndahl gjorde i 2007, da han efter lang tids kritik gik på retræte og ikke blot opgav sin tilslutning til krigen i Irak, men faktisk rollen som intellektuel meningsdanner som sådan.

Det kritiske essay lever og har det godt, men hvad er det for en status, det har i vor bevidsthed? Hvis essayisterne ikke har en særlig indsigt i faktuelle forhold, hvis de ikke har en særlig viden eller erfaring, der autoriserer dem som sandhedsvidner og dommere – hvis de med andre ord blot læser aviser og ser fjernsyn som alle andre – hvorfor er det så egentlig særligt interessant, hvad de mener om de aktuelle begivenheder? Hvad er det, det kritiske essay kan, som tilsyneladende ingen anden genre kan?

I Vidner & dommere tegner Rasmus Øhlenschlæger Madsen et dobbeltportræt af det kritiske essay generelt og af den nyere danske kritiske essayistik om krig og terrorisme specifikt. Bogen går tilbage til kilderne og fremdrager essayets historiske specificitet, og den analyserer de moderne vilkår, som bl.a. Klaus Rifbjerg, Suzanne Brøgger, Carsten Jensen og Jens Christian Grøndahl opererer på. I en informationsmættet og fragmenteret epoke som vor, siger Madsen, henter essayet bl.a. sin autoritet i skribentens evne til at skabe sammenhæng og i hans/hendes indvilligelse i at stå frem i og som singularitet. Essayet er det singulær