“Bergman lader mig ligge og går videre efter hjælp. Først da jeg ligger i høet inde i kirken ved siden af alteret, vågner jeg af min bevidstløshed. Kirken er fyldt med sårede, der skriger, stønner og jamrer.”
Min far rækker ud efter glasset på bordet. Munden er tør af at fortælle. Jeg hjælper ham ud i køkkenet, hvor vi finder noget mad, så hjælper jeg ham hen til sin seng. Han er bange og træt. Bange for mareridtene. De endeløse kolonner. De døde soldater med spader over deres skuldre marcherer. Ansigterne er ikke til at kende, hjelmene hænger dybt ned over øjnene, og uniformerne er oversprøjtede med mudder og gammelt stivnet blod.
Det, min far har set, står på nethinden og bliver hans mareridt til det sidste. Det hører aldrig op.