Uddrag af bogen 

Ungerne krammer farvel én efter én, og Kalle stikker sin søde lille barnearm op til mig med bamsen. ”Du må låne min bamse, mor!” Jeg er så rørt og prøver kun halvhjertet at få ham til at tage bamsen med hjem selv. Jeg vil af hele mit hjerte gerne sove med den bamse, og da Kalle har forklaret mig, at han jo alligevel sover inde ved far, så han har nogen at kramme, så tager jeg bamsen til mig. Den bamse følger mig resten af tiden på hospitalet. Den bliver min livline om natten, og den giver mig duft fra og forbindelse til hjem.