Når mennesker placerer bygningsanlæg i et landskab ændrer det straks karakter. Vi gør landskabet brugbart - derfor hedder det: kulturlandskab. Betegnelsen beskriver en ældgammel dialog mellem mennesker og landskab. Dialogen rummer mange forskellige elementer, der tilsammen skaber en kulturhistorisk fortælling, som er meget spændende. Det er tekniske, æstetiske og funktionelle krav, der i stadig accelererende fart ændrer det danske landskab.

Men det er ikke noget nyt. Tværtimod. Vi har langt tilbage i historien formet landskabet efter skiftende livsbetingelser. Landsbykirkerne rummer en fortælling om en åndelig vækkelse i tidlig middelalder, og er vel nok det mest radikale indgreb i det danske landskab nogensinde. De blev ofte placeret på toppen af småbakker i det flade Danmark. En placering som med nutidens fredningsbestemmelser ville være helt utænkelig. Det samme gælder diger og forsvarsanlæg med vandfyldte grøfter og grave, som var lige så radikale indgreb i landskabet. Og udskiftningen i forbindelse med landboreformerne i slutningen af 17.-tallet var et kulturbestemt indgreb med vidtrækkende konsekvenser for dyrkningslandskabet.

Men også bygninger blev placeret på steder, som ville være utænkelige i dag. Enevældens slotte blev lagt midt i søer (Frederiksborg, Koldinghus, Skanderborg Slot) eller højt på en slette (Eremitagen ~ Dyrehaven), som ville stride mod nutidens fredningsbestemmelser Men undvære dem vil vi ikke. Netop ved den bevidste placering i landskabet firerrihæver disse anlæg omgivelserne, spiller sammen med dem og fortæller en historie, som hører med til den positive oplevelse af det pågældende landskab.

Den form for landskabelig æstetik er de senere år aktualiseret med vindmøllerne. De har ofte været kritiseret. Fordi de var et nyt element, og fordi de af hensyn til vindforhold er placeret på meget synlige steder. Men også de rummer en spændende fortælling.