Hold ud. Det er, hvad de beder mig om, hver eneste dag, igen og igen. Hold ud. Det går over. Du har været indlagt i kortere eller længere perioder før, det bliver altid bedre igen. ”Husk det, Mira.” Når der intet andet er at gøre end at skrige, skrige ad verden – både den udvendige og den indeni – kommer de styrtende med raske skridt og raslende pilleglas. Men jeg vil ikke have medicinen, den gør sulten brændende, til der ikke er andet at gøre end at give efter og sige ja tak til aftensmaden. Da er dagen først rigtigt ødelagt. Jeg giver ikke op. Jeg holder ud. Ikke som de har i tankerne, nej, jeg holder fast i Elias.