"Hvem er bange for Virginia Woolf?", spørger Edward Albee i sit skuespil.
Det er der mange læsere, der er. Hvis man frygter hende, kender jeg den rette kur: læs hende!

Virginia Woolf (1882–1941) var feminist og modernist, og hun skal ikke læses for handling eller for personkarakteristik, for det er ikke hendes ærinde. Først og fremmest skal hun læses for sin uovertrufne, elegante og vittige stil. Alt får poetisk fylde i hendes forfatterskab. Som feminist udspyer hun sin galde over mandsvældet i sit essay: "Eget Værelse" og som pacifist i "Tre Guineas". Som modernist fragmenterer hun sproget.

Hun levede i en for Europa dramatisk tid med to verdenskrige. Men hun formår at formidle sindets drama. Hendes sindstilstand har været genstand for utallige bøger og artikler; hun levede på kanten af en mental afgrund, men netop derfor blev hun kunstner. Hun blander virtuost ydre begivenheder med indre i sin sans for "det små i det store". For hun kan begge dele, både storm og stille. Det er ikke alle forfattere forundt, og det viser den modne skribent. Men hendes primære styrke – det velovervejede indblik i menneskets natur – kan være både foruroligende og fascinerende. Hendes mesterværker: "Mrs. Dalloway" og "To the Lighthouse" ("Til fyret") kræver en dristig læser, der formår at trænge ind i hendes verden af sansninger og stemninger. Hun er skiftevis varm, kold, ondskabsfuld, empatisk, klog og vittig, men aldrig ligegyldig.

Hun byder sig ikke til, men hun kan være vanedannende.