"Alt meningsfuldt er vokset ud af relationer". Det er kernen i Kenneth Gergens bog Virkelighed og relationer. Den vestlige kultur har traditionelt set prist den individuelle bevidsthed som fornuftens sæde og dermed som sæde for viden. Men ifølge Gergen burde Descartes' berømte udsagn "jeg tænker, og derfor eksisterer jeg" snarere lyde "jeg kommunikerer, og derfor eksisterer jeg". Tvivlen kan ikke sættes lig med fornuft, men med sprog, og sprog er ikke så meget noget, der hører hjemme i den enkeltes bevidsthed, som det er et produkt af indbyrdes afhængige relationer.

Man har i den nyeste tid gjort forsøg på at udfordre fornuftens fortrinsstilling - som den manifesterer sig i fundamentalistiske fremstillinger af viden og kognitive beskrivelser af menneskets adfærd - og har fokuseret på samtaleprocessen. Gergen samler, idet han trækker på sociale og litterære beskrivelser af debatten med andre, disse udfordringer til empirismen under overskriften "social konstruktion". Det er hans mål at skitsere hovedtrækkene i en social konstruktionistisk betragtningsmåde, at belyse de muligheder, der kan ligge heri, og at starte en debat om konstruktionismens muligheder inden for humanvidenskaberne generelt og psykologien i særdeleshed.

Når humanvidenskaberne udøves ud fra et konstruktionistisk perspektiv, og man ser relationerne og ikke det enkelte individ som ophav til viden, hvilken form for teori, forskning og praksis vil dette så føre til? Gergen ser på de anerkendte forskningsområder inden for psykologien - selvet, følelser og menneskets forståelse, patologi og psykoterapi - og åbner op for en ny og forfriskende diskussion om narrativer, bedrag og moral. I hvert enkelt tilfælde viser han, hvorledes spørgsmålene får en ny drejning takket være den konstruktionistiske indsigt.

Virkelighed og relationer integrerer ikke blot de mange eksempler på anti-empiristisk kritik, men gør det tillige muligt for os at overv