Vi har det, åh-åh...
Arkitekten og journalisten Allan de Waal har skrevet en arkitekturroman om studietiden på arkitektskolen, hvor Domenico Modugnos grand prix-vindende sang ('Vi har det, åh-åh, så dejligt, åh-åh-åh-åh) udgør et tilbagevende refræn - og ærligt talt: Det bliver en anelse trættende i længden. Romanen er inddelt i tre afsnit, der udfolder sig inden for hver sin genre, og især det midterste leksikalske afsnit rummer en række interessante kulturhistoriske iagttagelser og koblinger. Allan de Waal er en original iagttager af samfundets udvikling, men kunne godt have arbejdet mere med formen i denne bog. [Kort referat]
