far var aktiv i den italienske modstandsbevægelse. Men sommeren 1942 blev han arresteret og sendt i tysk koncentrationslejr. Carlos mor stod pludselig helt alene med den lille søn i et for hende fremmed og fjendtligt land. I hast pakkede hun kufferterne og rejste med sønnen gennem det krigshærgede Europa tilbage til familien i Letland. Dér, i udkanten af Østfronten, havde Carlo sin barndom. Først mange år efter krigens afslutning blev Carlo og hans mor i Italien genforenet med faderen, der med nød og næppe havde overlevet opholdet i den tyske koncentrationslejr.
 I december 1994 blev Carlo i sit hjem i Basel i Schweiz ramt af en hjerteinfarkt. Under genoptræningen anbefalede lægerne ham som en form for terapi at skrive sine erindringer. Carlo arbejdede meget intensivt med dette projekt, som blev fuldendt i slutningen af 1995. 
Det er blevet til en helt unik beretning om forholdene i Italien i mellemkrigstiden og i Letland under II Verdenskrig og de første efterkrigsår under sovjetstyret. Det er en voksen mands erindringer sin slægt og sit liv, ofte set gennem en lille drengs øjne. Et stykke historie, både om Italien og om vore nære naboer på den anden side af Østersøen, - noget, som vi ved alt for lidt om. En indlevende beretning om en krigsskæbne, én ud af mange millioner, og alligevel ret usædvanlig. En erindring, som ikke fortjener at gå i glemmebogen.
 Carlo har skrevet sine memoirer på sit andet modersmål, italiensk. Natalie og Per Nielsen har oversat Carlos erindringer til dansk, redigeret teksten og tilføjet noterne. Katarina Förs har oversat til tysk