»Selv om jeg ved, at Klaus Rifbjerg lagde en plan, og selv om jeg selv var med under hele skrivearbejdet, opleves det alligevel som om vi havde udvalgt en gruppe mennesker i 1971, og efter at have skildret deres liv i det år, så nysgerrigt havde fulgt de veje, skæbnen sendte dem, helt frem til 1979. For at opdage, lidt til min undren, at den væsentlige forandring ikke lå i de ydre rammer, men i de indre. Fortvivlelsen og usikkerheden, magtesløsheden over for en udvikling, som enten går forkert, eller kræver forandringer, som er for store til at de kan overskues. Det synes at være de tydeligste signaler, jeg kan ane hos vore venner i vores historie.«

— Palle Kjærulff-Schmidt, instruktør