Digtsamlingen er således dedikeret Carstensens mor, Tilli Carstensen (1934-2003).

 

V.T. består af i alt ni unavngivne kapitler, der favner så bredt som rejsedigte, det poetologiske manifest, elegier, billedmeditationer mv. Skønheden ligger i detaljen, og i Claus Carstensens tilfælde ligger detaljen bl.a. i dramaturgien, når han med klart æstetisk overblik blander stemningsfyldt, fortællende prosa med tæt kondenserede øjebliksglimt af reflekteret liv og udbrud af frigjort aggression; det hele på en fælles klangbund af et selvbevidst forfattersubjekt i konstant bevægelse, nysgerrigt på udkig efter nye erfaringer.

 

Som digter har Carstensen altid været ’the odd kid’ blandt sine danske kolleger, og er ofte blevet placeret i gemmekassen for hermetiske digtere. Interessen for hans lyrik er imidlertid voksende, og bl.a. har Peter Stein Larsen i sin bog ’Drømme og dialoger’ (Syddansk Universitetsforlag, 2009) sat nye læseretninger for Carstensens forfatterskab, der ikke stopper ved det hermetiske. Det er ni år siden Claus Carstensen udgav sin seneste digtsamling. I de mellemliggende år har han dog udgivet ikke så få andre bøger, bl.a. sidste års anmelderroste En rejse til Trieste (s.m. Christian Vind), samt flere essaysamlinger og kunstbøger.