blev sendt alene til Danmark – væk fra efterkrigstidens sult og nød – for at blive fedet op og få nyt tøj på kroppen hos en dansk plejefamilie. Nogle af dem så aldrig deres forældre igen.Det anslås, at cirka 30.000 østrigske børn mellem 6 og 14 år fandt vej til Danmark i de private hjælpeaktioner, der blev iværksat efter de to verdenskrige. Hjælpen blev ydet i den bedste mening, for havde børnene ikke fået en tre måneders pause fra sult, nød og sygdom, ville mange af dem formentlig være døde. Omvendt kan man spørge, hvad det gør ved et lille barn med krigstraumer at blive sendt 900 kilometer væk fra sin familie – helt alene og uden at kunne sproget?I Wienerbørn giver Elisabeth, Hilde, Kurt, Inge og Frantz deres personlige beretning om at være wienerbarn i Danmark, og hvordan det siden prægede deres liv. Hilde genså aldrig sin mor og sine søstre, efter hun var steget på toget til Danmark. Kurt blev adopteret af sin danske familie – varehusfamilien Daell – og skabte sig et godt liv i Danmark. Elisabeth spurgte mange år senere sin biologiske mor: ”Hvordan kunne du dog sende dit seksårige barn alene til et fremmed land?” ”Det var jeg nødt til. Ellers vidste jeg, at du ville være død,” lød svaret.Bogen giver med sin fortællende stil og grundige research et lyslevende indblik i efterkrigstidens Europa og det unikke stykke hjælpearbejde, der fandt sted. Det er også en lille bid Danmarkshistorie, som hermed ikke får lov at gå i glemmebogen.På www.wienerbarn.dk er det desuden muligt at læse flere historier og dele sin egen eller sin families historie om wienerbørnene.Wienerbørn er bogen til alle dem, der blev grebet af ”Claras krig”.