her bog kan du læse nogle af Ulvemandens fortællinger. De handler blandt andet om en helt blå pige; om en underlig mand med et djævelsk ur; om en grevinde med et hul i hånden; om K. J. Hansens 666 cykelture og mange andre ting. Uddrag fra bogen: Dengang jeg var opdagelsesrejsende i Afrika, kæmpede jeg både med krokodiller og slanger. Men det var egentlig ikke så slemt. Det værste var myggene. Myggene var nemlig så store som gråspurve, og hvis de stak en, sugede de så meget blod, at man besvimede lige på stedet. En dag, hvor jeg var ved at hugge mig gennem junglen med min store machete – det er sådan en slags kæmpestor kniv – kom jeg til en lille hytte. Foran hytten sad en gammel, rynket kone, der var lige så krumbøjet som en banan. Hun vinkede mig hen til sig og tog et gammelt kort op af en lille trææske. Det var et kort over junglen. Det første kort, jeg nogen sinde havde set over området. Men inde på midten af kortet var der bare en stor hvid plet. Ikke andet. Hvide pletter på et landkort betyder, at stedet er uopdaget. At man ikke ved, hvad der er der. Nu er det sådan, at når en opdagelsesrejsende ser en hvid plet på et landkort, så må han bare derhen. Han kan slet ikke lade være. Det kunne jeg heller ikke; så jeg købte kortet. Jeg begav mig straks af sted med retning mod den hvide plet. Jeg lavede en tømmerflåde og sejlede ned ad Ngumba-Ngumba-floden i flere dage, indtil jeg var meget tæt på. Så gik jeg i land og huggede mig derefter vej igennem junglen. Og pludselig var jeg der. Der var slet ikke noget at være i tvivl om. For pludselig stoppede junglen. Der var ikke flere træer eller buske eller noget som helst. Kun den bare jord. Og jorden var … hvid! Ikke mørk og blød som i resten af junglen, men hård og hvid. Jeg var slet ikke klar over, at hvide pletter på landkort også var hvide i virkeligheden. Det stod jeg og tænkte lidt over, og jeg tænkte også over, om jeg skulle gå fremad, ind i det hvide, eller ej. Men så tog jeg en rask beslutning og gik fremad. Nu var jeg rejst så langt for at komme hertil. Så ville jeg ikke bare vende om igen allerede. Men idet jeg trådte ind på den hvide jord, skete der noget underligt! Hele vejen rundt om mig, voksede der jungle frem af den hvide jord! Buske, træer, lianer og blade, slanger og fugle, og jord. Mørk, blød jord, som i resten af junglen. Også alle lugtene, og alle lydene. Simpelthen det hele! Jeg gik længere frem, og det samme skete. Det hvide forsvandt simpelthen for øjnene af mig. Så tog jeg kortet frem, og jeg kunne nu se, at den hvide plet på kortet også var blevet mindre. De steder, jeg gik hen, blev simpelthen opdaget lige med det samme. Og så vidste jeg, at jeg var en vaskeægte opdagelsesrejsende. Det havde jeg altid drømt om at blive, og det gjorde mig glad. Men det blev jeg ikke ved med at være.