sine biologiske børn og sine plejebørn, om den rolle man må spille, og følelserne som ofte ser ganske anderledes ud. Om selvforagten når man hader gøgeungen, og lykken når man registrerer ømheden for dette væsen som ad kringlede veje er endt på skødet af en. Vibeke Marx har selv i mange år haft plejebørn, og selv om romanen ikke er tænkt som et debatoplæg, kan den ikke undgå at sætte spørgsmålstegn ved selve begrebet "professionel familiepleje".

"Indimellem bruger man betegnelsen socialrealisme som et skældsord. Det er der ingen grund til her. Vibeke Marx minder os med sin bog om, at genren stadig kan opdyrkes, at den kan udnyttes med stor litterær kraft, og at den kan lære os noget om livet."
- Berlingske Tidende

"Vibeke Marx formår på romanens små 130 sider at give Alices dilemmaer som plejemor, mor og hjemmearbejdende hustru dybde og perspektiv."
- Kristeligt Dagblad

"Det er som nævnt et vældig dynamisk og troværdigt kaos, der udfolder sig både uden for og inden i Alice, samtlige personer tegnes skarpt og levende op i farten. Romanen er et godt kvindeportræt, men den er måske et endnu bedre familieportræt, et kulørt og nærgående snapshot af en af postmodernitetens mange sammenbragte familier."
- Weekendavisen