står man ude i mørket og kigger ind i en oplyst balsal med festklædte, glade, dansende mennesker. Den skizofrene vil hellere fryse ihjel end at brænde op. Yetiens tågesnak fra Karakorumbjergene er ikke en egentlig dagbog eller roman, snarere et uddrag af min bevidsthedsstrøm. Hvis jeg selv skal sige det, er der megen humor i bogen, måske også galgenhumor. ”Always look on the bright side of life.” Der er også mange jokes, megen intertekstualitet, allusioner. Min viden om yetien stammer først og fremmest fra Tintin i Tibet. Her stjæler yetien Kaptajn Haddocks sidste flaske whisky. Haddock bliver rasende, han er ikke en mand, der lider i stilhed. Men måske yetien også har menneskelige træk?
Uddrag af bogen
Findes der noget bedre end kryptozoologiske meditationer? Ikke at jeg på nogen måde er i nærheden af en ph.d.-grad, hvad angår viden om disse bizarre bestier. Alle har hørt om Loch Ness-uhyret. Nogle har hørt om yetien. Franskmændene bruger ordet. Jeanette i München vidste med det samme, hvad en yeti var. Mon ikke man kan kalde Tintin i Tibet for en depressionssublimering? Nogle ville kalde mig en halvstuderet røver, andre ville sige, at jeg har studeret på livets universitet. Den sidstnævnte opfattelse havde Mahatma Sri Thomas Videbechananda, boddhisatvaen i Tilst. Nu har han foretaget det ultimative, kosmiske spring ud i Den store Søvn eller ud til samtaler med andre vise ånder som Swedenborg, Goethe og Wagner, som han elskede. Den store Søvn? Mon Thomas møder Jim Morrison, som måske hørte sommerfuglens skrig, inden han sank ned i The Big Sleep?
Om forfatteren
Hans Mejlhede Kjeldbjerg er født i Aalborg i 1954. Student fra Aalborg Katedralskole 1972. Han har arbejdet som lærervikar, skovarbejder, planteskole- og gartneriarbejder og biblioteksmedhjælper. Han har læst spansk og forhistorisk arkæologi på Aarhus Universitet, men på grund af sine psykiske lidelser måtte han afbryde studierne. Han lider af skizofreni og generaliseret angst.
