Lægen nikkede forstående og bad Beate om at tage trøjen af og lægge sig på briksen, så han kunne undersøge knoppen på hendes arm nærmere. Lægen tog et forstørrelsesglas frem, hostede let, skrev et par noter ned på sin blok og studerede derefter knoppen nøje. ”Hmm,” sagde han og rynkede panden let. ”Det dér, det er ingenting. Det er intet at bekymre sig om. Jeg har urinvejsinfektion, se der kan du tale om bekymring, skulle jeg lige hilse at sige.” Lægen smålo lidt for sig selv og begyndte pludseligt at hoste voldsomt. Beate stirrede forskrækket på den ældre læge, mens han blev ramt af sin egen frimodighed. Lægen skar en voldsom og markant grimasse, pressede øjenlågene hårdt sammen og tog sit ærme op for munden og skreg hæst ind i det. Beate lå som stivnet på briksen og lod som om hun ikke eksisterede, mens lægens smertescenarie udspillede sig foran hende. Det gik der lidt tid med...