der sukker efter at prøve kræfter med livets mangfoldige udfordringer. Skridtet fra satirernes bistre mandsstemme til Zilles muntre pigerøst betyder en ny synsvinkel i forfatterskabet. Med Zilles Forsvarstale overskrider Holberg det psykologiske felt, Skiemtedigtene begrænser sig til. I en vis forstand er dette sidste digt Holbergs mest radikale, fordi det ikke fokuserer på psykologiske skævheder, men på den samfundsskabte virkelighed, som satte grænser for kvindekønnets udfoldelse. I digtet fortæller Zille om, hvordan hun allerede som lille bemærkede, at samfundet ikke giver piger de samme muligheder som drenge, selv om de har evnerne. Så for at piger ikke „ved Naturens Dom / Til Spinderok bør nødes“, foreslår det kvikke barn, at man venter med at give børn navne, til man kender deres evner. Så kan man kalde en dreng „Ingebor, Lucie eller Marthe“, hvis han har en „Rokke-Hierne“, og en pige Peder, hvis hun viser tegn på visdom og dyd. Ved således at skelne mellem evner, som naturen giver os, og samfundets roller tager Zille livet af gamle fordomme og slår optimistisk vinduet op til nye samfundsmæssige perspektiver. Enevælden løste individet ud af traditionens standsfængsel; Zille løser kvinden ud af et endnu ældre køns-fængsel. Som bilag til sit forsvarsskrift serverer hun med et glimt i øjet en strøm af muntre eksempler på mandlig uduelighed og kvindelig formåen for dog til sidst at præcisere sit anliggende: „Jeg Sværdet ei af Skeden tar, / Naar man kun tilstaaer dette: / Hvis Mere os betroet var, / Vi kunde Meer forrette.“ Med Zille Hans Dotter lukker Holberg rollebegrebet ind i sit forfatterskab i en dobbelt betydning. Samfundsteoretisk ved at vise, at de funktioner, som henholdsvis mand og kvinde varetager, ikke er naturgivne, men samfundsskabte. Og teatralsk ved med Zille som debattør at skabe en „rolle“, hvor Mickelsen og Justesen blot er masker. At „Zille Hans Dotters Forsvars Skrift“ peger frem mod Holbergs senere komedieproduktion, er evident, men Holberg havde aldrig på egen hånd kastet sig ud i denne, hvis København ikke på dette tidspunkt havde fået et komediehus. At et sådant imidlertid kunne åbnes, viser, at Holbergs digtning – trods al modstand – imødekom et behov i tiden. (Store Danske Encyklopædi)