Det nemme og det ensommeaf Asta Olivia Nordenhof

Sådan lyder fremtiden for dansk digtning

[Anmeldt af to boganmeldere] Asta Olivia Nordenhof har på imponerende vis fundet sin egen unikke stemme ved at dykke ned i smertefuldt personligt stof. Det går lige i struben på læseren, når man i forfatterens vildt anarkistiske og skiftende toneleje hører om 'en fortid med voldelig opvækst, psykiatrisk lidelse og prostitution.' Hun placerer sig centralt og uomgængeligt i samtidens poesi med denne 'hudløse, uafrystelige, slagkraftige og stilistisk raffinerede digtsamling.' [Kort referat]

Alle har været så vidunderligt små

Blogdigteren Asta Olivia Nordenhof har udgivet en fantastisk bog, der synes at genopfinde poesien på ny, og ydermere gør det med en både nonchalant og pågående og til tider aggressiv og desperat selvfølgelighed. I hendes digte finder man en vild, sproglig flothed, som ingen andre vil kunne lykkes med eller finde på. Digtene er fantastiske, fordi de for fuldt brusende talent 'besynger livet konkret og bekæmper døden principielt', og de er i dyb solidaritet med både sig selv og læseren. [Kort referat]

Windy og bedrøvet

Anmelderen skal mere end 30 år tilbage i tiden for at mindes en digtsamling, der har gjort et så stærkt førstehåndindtryk, som Asta Olivia Nordenhofs brutale, rå, følsomme, ærlige og forblæste digtsamling. Igennem hele bogen løber en strøm af knugende socialrealisme, 'barndomserindringer og meget personlige udmeldinger fra et liv på kanten af samfundet.' Det er ikke digtenes struktur, der imponerer anmelderen så stærkt, men 'motivernes og følelsernes påtrængende og samtidige liv,' som når håbløsheden pludselig brydes af paradoksal jubel: 'må skrive til morten!/må skrive til bjørn! jorden er øm og jeg er ik nok til at fat det!' [Kort referat]

Sådan lyder fremtiden for dansk digtning

[Anmeldt af to boganmeldere] Asta Olivia Nordenhof får skriften til 'at virke helt ubesværet, nærmest som trak den bare vejret i forskellige tilstande.' Hendes digtning kan minde om 1970'erne bekendelseslitteratur, men på en ubetinget god måde og med den forskel, at Nordenhof skriver med 'en bevidsthed om, at sprog ikke bare er noget, man viderebringer information igennem, men at sprog kan slå gnister inde i hjernen og gøre én lykkelig, og at vi har brug for den lykke.' [Kort referat]

Nærvær og næsten

Asta Olivia Nordenhof debuterer som digter med en blanding af bekendelseslitteratur, knækprosa, højspændt lyrik, politisk tale og familiehistorie. Bogen spjætter rundt mellem alle genrerne og inddrager både forfatteren selv og navngivne familiemedlemmer i løjerne. Det er ikke et litterært trick, der passer anmelderen, men til gengæld er der ros til Asta Olivia Nordenhofs evne til at skrive 'enkeltsætninger, der kan eksplodere indefra og blive ved med at lyse, længe efter at braget har lagt sig.' [Kort referat]