Ny biografi afslører kvinden bag Barbara Cartlands lyserøde facade

Hun skrev 723 bøger, dikterede op mod 8.000 ord om dagen og skabte et af litteraturhistoriens største romanceimperier. En ny biografi viser, at Barbara Cartland var langt mere end lyserøde kjoler og forudsigelige kærlighedshistorier.

Rikki Jørgensen
Ny biografi afslører kvinden bag Barbara Cartlands lyserøde facade

Barbara Cartland huskes som romancedronningen, der skrev om uskyldige unge kvinder, adelige mænd og en kærlighed, der altid overvandt alle forhindringer.

Men en ny biografi forsøger nu at trænge ind bag den lyserøde makeup, perlekæderne og de mange fotografier med en pekingeser på skødet.

I The Great Dictator: A Life of Barbara Cartland tegner den britiske forfatter og kulturhistoriker Matthew Sweet et mere komplekst portræt af en kvinde, som ikke alene var ekstremt produktiv, men også en målrettet forretningskvinde og en usædvanlig figur i det 20. århundredes britiske kulturliv.

Barbara Cartland skrev ikke sine bøger på skrivemaskine. Hun lå på en sofa og dikterede historierne til sekretærer, som noterede hvert ord i hånden.

Ifølge The Guardians omtale af biografien kunne hun diktere omkring 8.000 ord på en dag og færdiggøre et manuskript på cirka to uger. På højden af karrieren udgav hun 23 bøger om året.

Det blev til 723 bøger og et samlet salg, som anslås til mere end 750 millioner eksemplarer.

Matthew Sweet har fået adgang til Cartlands omfattende private arkiv og har talt med mennesker, der kendte hende. Forlaget beskriver biografien som en blanding af satire, litterær biografi og socialhistorie.

Bogen beskæftiger sig blandt andet med hendes ægteskaber, skilsmisse, politiske engagement, interesse for spiritisme og konflikter om plagiat. Den fortæller også om hendes kampagner for romanifolkets rettigheder og hendes tidlige modstand mod nazismen.

Cartland voksede op i en familie med økonomiske problemer og mistede sin far under Første Verdenskrig. Erfaringerne var med til at forme hendes ønske om at være økonomisk uafhængig af mænd.

Hun begyndte som journalist og selskabsskribent, inden hun udgav sin første roman i begyndelsen af 1920’erne. Senere gjorde hun sit navn til et helt brand, som blandt andet blev brugt på sengetøj, håndklæder og duftlys.

Barbara Cartland døde i 2000, men hendes bøger udkommer stadig – også på dansk.

Den 27. august udkommer eksempelvis den danske lydbogssamling Kærlighed i Asien. Den indeholder tre af hendes fortællinger og har en samlet spilletid på mere end 15 timer.

Tidligere på året udkom også den danske samleudgave Kærlighed i Paris.

The Great Dictator udkommer på engelsk den 10. september. Der er endnu ikke annonceret en dansk oversættelse.