Professor og forfatter Jason Arday fundet død kort før udgivelsen af sin nye bog

Den britiske forfatter og professor Jason Arday er død, 41 år gammel. Hans erindringsbog Great and Unfortunate Things udkom i USA samme uge og var planlagt til britisk udgivelse senere i august.

Rikki Jørgensen
Professor og forfatter Jason Arday fundet død kort før udgivelsen af sin nye bog

Jason Arday blev fundet livløs i sit hjem i Battersea i det sydlige London fredag den 14. august.

Ifølge The Guardian betragter politiet dødsfaldet som uventet, men ikke mistænkeligt. Sagen bliver nu overdraget til en retsmediciner.

Arday blev internationalt kendt for sin usædvanlige livshistorie. Han fortalte, at han som barn var nonverbal frem til 11-årsalderen og først lærte at læse som 18-årig.

Alligevel gennemførte han senere en ph.d. og blev i 2023 udnævnt til professor i uddannelsessociologi ved University of Cambridge.

På det tidspunkt var han universitetets yngste sorte professor nogensinde.

Ny bog udkom få dage før dødsfaldet

Ardays nye erindringsbog, Great and Unfortunate Things, fortæller om hans opvækst, hans autisme og hans vej fra en barndom præget af store indlæringsvanskeligheder til en af Storbritanniens mest prestigefyldte universitetsstillinger.

Bogen, der er skrevet sammen med Eve Claxton, udkom i USA den 11. august. På forlagets officielle hjemmeside beskrives den som en fortælling om ambition, modstand og de mennesker, der hjalp Arday videre.

Der er foreløbig ingen planer om en dansk oversættelse.

Forlod Cambridge efter alvorlig strid

Kort før sin død havde Jason Arday trukket sig fra sin stilling på Cambridge. Det skete efter flere ugers debat om mulige tekstligheder i hans akademiske arbejde og spørgsmål til enkelte oplysninger om hans karriere.

Arday afviste, at han bevidst havde plagieret, men erkendte, at der var begået fejl i forbindelse med hans doktorafhandling.

En tidligere undersøgelse ved Liverpool John Moores University havde fastholdt tildelingen af hans ph.d., mens Cambridge havde varslet en ny undersøgelse efter at have modtaget yderligere oplysninger.

Hans familie har efter dødsfaldet beskrevet, hvordan flere års offentlig kritik, beskyldninger og chikane havde påvirket ham og hans nærmeste voldsomt. Cambridge-universitetets ledelse har udtrykt stor sorg over hans død.

Sagen har siden fået endnu en udvikling. Ghent University har suspenderet forskeren Nathan Cofnas, som fremsatte nogle af beskyldningerne mod Arday.

Suspensionen er foreløbig, mens universitetet undersøger hans offentlige udtalelser og mulige diskriminerende adfærd.