Chokeret får han bragt hende hjem til sin bolig, men heller ikke her er det muligt for ham at skabe kontakt... Hvem er hun? Hvad har hun været udsat for? A.R. er en roman, der tager udgangspunkt i en tragisk hændelse, men hvad eller hvem gemmer der sig bag bogstaverne: En kode? En forkortelse? Nogle initialer? Politiassistent Morten Krag må endnu engang forsøge at løse en nærmest hermetisk lukket sag.

Fra anm. i Jyllands-Posten: Steen Harvigs hovedanliggende er de nære, personlige forhold, der krakelerer og bryder op under pres. Men psykologien er ikke så meget mål som middel i historier, der vel nærmest må kaldes moralske krimier.

Harvig, der startede med at skrive krimier sammen med Jørn Namer, begyndte for sig selv med "Den tyske forbindelse" i 2004. Siden er det blevet til ni krimier med "Drifternes trilogi" - "Besat" (2009), "Bedrag" (2011) og "Begær" (2013) - som hovedværket. I "Drifternes trilogi" drejer det sig netop om at genoprette den moralske balance efter forskellige former for brud på de fællesmenneskelige leveregler. Der er begået forbrydelser, der i lovens perspektiv er selvjustits, og som derfor må opklares og sanktioneres på sædvanlig vis, men som vi egentlig godt forstår årsagerne til. Til det formål har vi efterforskerne Morten Krag og hans mentor Carl Hansen. Krag har i nogle år delt sit professionelle liv mellem en deltidsstilling hos politiet og en privat virksomhed som psykoterapeut. Det er en kombination, der let kan føre til interessekonflikter, men som også kan være gensidigt befordrende.

Krag får brug for at spille alle sine registre i den sag, der lander på hans bord(e) i "A. R.". Bag initialerne gemmer sig en kvinde, der er ganske kendt både i snævre arkitektkredse og af læsere af livsstilsmagasiner. Men da vi møder hende, er hun ude af stand til at kommunikere med omverdenen. Hun bliver samlet op af en beboer i det sommerhusområde, hvor hun har lånt et hus i et par dage. Hun kan kun lige antyde, at hun har set noget, der har skræmt hende hinsides talens og andre sansers brug. Det er først, da Krag med sin helende psykoterapeutstemme får lov til at tilse hende på Rigshospitalet, at der begynder at ske noget. Hvordan tingene hænger sammen, kræver både dybdeboring i kvindens fortrængninger og basalt politiarbejde at trænge til bunds i.

Harvig skriver krimier, der ikke dyrker positiv bonding mellem læser og fiktive figurer. Faktisk er Krag egentlig ikke noget specielt sympatisk bekendtskab, men en figur, der kræver sin læsers med- og modspil. Den traumatiserede kvinde viser sig at blive et komplekst kritisk-satirisk studie i overfladeværdier og tidens fascinationsmekanismer.

Harvig skriver krimier af den slags, hvor læseren har en chance for at få bekræftet kvalificerede gæt på sammenhænge og udfald. Men det er da også, hvordan tingene håndteres, snarere end hvor vi skal hen, der interesserer forfatteren. Harvig hører til det lidt skjulte segment af danske krimiforfattere, som markedsføringsfolk ikke rigtigt har haft berøring med, men som dyrker genren med betydelig kompetence og sans for det anderledes. Et anbefalelsesværdigt alternativ til mange af de etablerede.