»Forhåbentlig vil det følgende udvalg af hendes digte kaste noget nyt af sig,« skriver Storr-Hansen i sit efterord. »Det er en samling, der på forskellige måder arbejder med en særlig feminin kosmologi og et særligt slægtskab til verden – en måde at være i den og med den. Jeg vil gerne starte i det små, det atomagtige ved digtene, det vil sige hos de enkelte sætninger og med de væsner, der befolker dem.   

 I digtet »Fyrretræet« udviser æterens fingre omsorg for grantræets hår. Håret bliver børstet af luften, der blæser og får træet til at svaje året rundt. Menneskekrop og træ blander sig, de morfer, samtidig med at æteren bliver konkret og kropsligt forankret med sine fingre. Hårbørstningen skaber forbindelse mellem det lokale fyrretræ og æteren, den store himmel.«