om en “en”, der efterlader sig afmærkninger på tværs af uendelige afstande. Digtene kredser om en undergang, hvor olie, ild og brand har sat sine spor og udvisket jorden, men også om grønne, ravrøde, okkergule farver og hulemalerier, som alligevel forbliver varige; de kredser om nogle satans øgler, hvis sjæle er tyndere end det tyndeste øl, og hvis hylstre er pakket ind i titler og afstandsstilladser; og så kredser de om noget, som på mystisk vis gærer i bjergene og først vil give mening i fremtiden.