forstad til Oslo. Hans far arbejder på en skofabrik og hans mor er dansk og gør rent.

Arvid tisser i sengen om natten og har mareridt om slanger og krokodiller. En dag bliver hans far hentet af en sort bil, for bedstefar er død, ligesom kongen og dompappen, og da Arvid ser et billede af moren som ung, forstår han at tiden går og så græder han og siger at han ikke vil blive en dag ældre.

Barndomslandets mytologi består af kvindefængslet og Laden og typer som Fede og Bandini, italiener og kunstmaler. Vi befinder os sidst i halvtredserne og i begyndelsen af tresserne, der er kold krig og Cuba-krisen står for døren. En morgen siger klasselæreren til eleverne at de skal bede til Gud, for atomkrigen lurer og enden er nær.

Klip fra anmeldelser:

»... en perle.«
- Mai Misfeldt, Berlingske Tidende 6 ******

»I den norske forfatter Per Petterson romaner er der »næsten kun hovedsætninger, men syntaksen er formidabel«. Så kort forklarede Naja Maria Aidt i et interview sidste år hvorfor den roman, hun endnu aldrig har skrevet, helst skulle være »som en roman af Per Petterson«. Det vil sige romaner »helt uden fyld«, sagde hun til Politiken. Paradoksalt nok er det måske netop ordknapheden, der har gjort Per Petterson til så stor en succes, endda internationalt. (-) Pettersons svendebrev som sprogmager kan man roligt kalde den tyve år gamle debut, mester er han blevet. Ubesværet, enkelt og med »næsten kun hovedsætninger« trækker han her sine fine tråde. (-) De heldigste, som endnu har hele forfatterskabet til gode, kan med fordel begynde her - ved begyndelsen.«
- Søren Vinterberg, Politiken

»Der er både humor og ømhed i Per Pettersons debut fra 1987 om drengen Arvid, der vokser op i en forstad til Oslo i slutningen af 1950´erne. (-) Per Petterson mestrer kunsten at skrive let om det svære. Han har lært af Ernest Hemingway og Kjell Askildsen, hvordan man med diskrete beskrivelser giver plads til læserens egen medskabelse af den fiktive verden. (-) Som læser er man med hele vejen og taknemlig for at have lært Arvid at kende.«
- Anders Juhl Rasmussen, Kristeligt Dagblad