forfatter Michela Murgia reflekterer i sin sidste bog - de sidste sider dikteret fra sygesengen - over nogle af de spørgsmål og diskussioner, der lå hende allermest på sinde, både intellektuelt og personligt, livet igennem: moderskab, surrogasi, adoption og selvvalgte familier.

Hun undersøger hvilke autoriteter, der bestemmer, hvordan det er muligt at leve og give liv. Hun spørger, hvem der har lov til at blive forældre og hvem der har fortjent at modtage den omsorg, som er nødvendig for at kunne leve. Hun deler ud af egne oplevelser med at leve i en queer familie, hvor alle relationer er gensidigt selv- og tilvalgte.

Bogen er på samme tid en kritik og en utopisk drøm. I en blanding af essay og manifest, spørgsmål og løfter, giver Murgia os koordinater til, hvordan vi kan overskride kernefamiliens snævre rammer og indrette fremtidens omsorgsrelationer. Hun skriver for en fremtid, hvor vi selv bestemmer, hvordan vi vil leve og hvordan vi får børn; frie til at skabe familier, der rækker ud over blodets bånd.