forskellige og har derfor forskellige bevæggrunde for deres aflæggelse af vidnesbyrd. Primo Levi er videnskabsmanden. Han aflægger vidnesbyrd for eftertiden, for sine medfanger, som ikke kom hjem i live – og for selv at forstå. Elie Wiesel er vidnet med de religiøse dogmer, som aflægger vidnesbyrd for at give religiøs mening til sin egen og det jødiske folks historie. Jorge Semprún er det intellektuelle vidne – filosoffen, politikeren, kunstneren – der behandler Holocaust fra så mange vinkler som muligt for at skabe orden på det kaos, som erindringen er.

Morten Lassens analyser af forfatterskaberne viser, at et vidnesbyrd ikke er en ’hellig tekst’, men et stykke erindring, der er vinklet og drejet, og eftersom erindringen er en skrøbelig størrelse og det, der skal vidnes om, er ufattelige hændelser, er det måske ikke så underligt, at et vidnesbyrd vanskeligt lader sig afslutte.

Morten Lassen, cand.mag. i litteraturvidenskab, adjunkt ved Københavns VUC.