Ikke desto mindre har han været plaget og forfulgt af erindringsglimt, billeder og tanker, som han ikke har kunnet ryste af sig, og i begyndelsen af 1990’erne begyndte han indtale sine erindringer, efterhånden som de vældede frem.

Med udgangspunkt i disse lydoptagelser forener Otto Dov Kulka i Dødens metropol for første gang det personlige og det historiske i et forsøg på at få erindringerne til at give mening. Resultatet er en rystende, til tider poetisk beretning om koncentrationslejrene og om den private mytologi, som han byggede op omkring sine forfærdelige oplevelser.

Han beskriver det børnekor, hvori han var med, og som opførte Beethovens "Til Glæden" få meter fra Krematoriet i Familielejren. Han fortæller om den uudslettelige, men endelige afsked med sin mor i lejren og om de "mørke pletter" langs med vejen under vinterens dødsmarch. Og midt i al døden og grufuldheden finder Kulka alligevel øjeblikke af uforglemmelig og næsten ubærlighed skønhed.

Landskaber fra Dødens metropol er et enestående og uafrysteligt forsøg på at forstå sin egen fortid.