Barbaraaf Jørgen-Frantz Jacobsen

Barbara udspiller sig på Færøerne i midten af 1700-tallet og anvender et kendt folkesagn, Beinta og Peder Arrheboe, som ramme. Romanen handler om den dobbelte præsteenke, som indfanger en tredje præst, der ellers er sendt til Færøerne for at reformere sin stand. Barbara svigter snart præsten til fordel for en ung økonomistuderende, men nu er det hendes tur til at blive svigtet. Idémæssige modsætninger væves ind i romanens personkonstellation; pietisme sættes op mod oplysningstid, og under det hele høres barokkens salmedigter Thomas Kingo; bogens arbejdstitel 'Far Verden – Far vel' refererer til Kingos salme „Keed af Verden, og kier ad Himmelen“. Konklusionen er ironisk, mere besk end munter: uanset hvilke motiver vi besmykker os med, så er vi inderst inde altid drevet af forfængelighed.

Barbara er den frigjorte eros, som ikke kender til splittelsen mellem sjæl og legeme, men udfoldelsen af det erotiske livsprincip er ikke nok i længden, og en oplevelse af tomhed bemægtiger sig hende. Først da Barbara møder den økonomistuderende, fyldes hun af en længsel efter mere. Også han har et direkte, sanseligt forhold til det erotiske, uden at det dog betyder alt for ham. Nu konfronteres hun med flygtighedens barske vilkår og udsættes så at sige for sin egen medicin.

Romanen er gennemsyret af erotik, men trods sin kropslighed er Barbara mere symbol end individ. Hun repræsenterer det lunefulde liv, hvor gavmildhed veksler med skuffelser, og håb slår om i desperation. Uberegnelighed er livets inderste væsen.

(Dansk Litteraturs Historie)