Blaffende rum nænnende altaf Signe Gjessing

Visionære og kosmisk roterende digte

Umiddelbart fremstår Signe Gjessings digte ’ret så utilgængelige og uforståelige’ med deres besjælinger, venden op og ned på rummets love og dimensioner og nærmest surrealistiske sammenstillinger af uensartede elementer. Men selvom man ikke umiddelbart kan oversætte dem til et regelret sprog, kan man ’overgive sig til fascinationen og acceptere den desorientering, som uundgåeligt vil ramme en. Man skal ikke begribe Gjessings digte, men lade sig gribe.’ [Kort referat]

Kosmisk hverdag

Der er forbløffende sproglige øjeblikke i Signe Gjessings kosmiske langdigt, men for denne anmelder er bogen alligevel ’svær at blive rigtigt glad for.’ I modsætning til forfatterens debut, ’Ud i det u-løse,’ er den livsglade, uimponerede kækhed næsten forsvundet til fordel for en ’lukket, rebusagtig billedverden,’ der bevæger sig fra det hverdagsagtige mod stadigt større – og uklare – vidder. [Kort referat]

Svær(mende) to’er

Signe Gjessings nye digtsamling er et lille godartet virvar. Det er lykkedes hende at lave et fint broderi af digte, hvor mønstrene står og dirrer på siden. Også selvom ikke alle linjerne når helt sammen. [Kort uddrag]