fortælling om kærlighed, men i endnu højere grad om tab: om tabene i deres forhold og om Fullers families tab gennem årene. Hun skriver om sine forældre: ”Sammen havde de mistet tre børn, et par farme, tabt en krig og en overgang havde min mor mistet forstanden. Ikke desto mindre inkorporerede de disse tab i deres ægteskab sammen med, hvad de havde vundet, uden at placere hverken skyld eller fortjeneste nogen steder.” Fuller skriver med voldsom brutalitet og præcision, og hun forvandler historien om sit ægteskab og dets forlis til en buldrende fortælling om et ægtepars umage verdensanskuelser: Hendes fatalistiske indstilling, som er formet af Afrikas kaos og af hendes forældres ubekymrede tilgang til tilværelsen, over for hans amerikanske hang til fornuft og beredskab. Hendes tendens til at leve i ekstremerne over for hans besindige bekenden sig til ”den gyldne middelvej”. Hendes teatralskhed og angst, som hendes familiehistorie med al dens vanvid og alkoholisme har nedlagt i hende, over for hans families følelsesmæssige tilbageholdenhed og modvilje imod at forholde sig til smertelige erindringer. ”Alexandra Fuller har skrevet en skilsmissebiografi for folk, der måske ikke bryder sig om skilsmissebiografier … Bogen er en dybfølt, smukt skrevet fortælling om de følelsesmæssige udfordringer ved at knytte bånd – mellem mand og kone, kærestepar, forældre og børn. Den er samtidig et varmt portræt af livet i Afrika og en hudløs historie om uafhængighedens tveæggede sværd.” - The Washington Post Magazine