idehistorie har helt op til nyere tid været præget af en fortsat bestræbelse på at leve op til idealet om ’det gode menneske’, der i den kristne tradition var ’menneskets guddommelige bestemmelse’.    

Dette afsluttende bind af 'Dannelsens veje' handler om dannelsestænkningen efter modernitetens gennembrud i løbet af 1800-tallet, hvor Kierkegaard og Nietzsche nævnes som banebrydende i opgøret med traditionen. Dannelsen bevæger sig derefter i forskellige retninger, idet det fælles kulturelle indhold, som ikke mindst kristendommen har bidraget med, får en lavere prioritering, i og med sekulariseringen og individualiseringen har vundet indpas i den vesteuropæiske kultur. Alligevel må vi sige, at de klassiske dannelsesidealer eksisterer i bedste velgående, men i dag er det op til hvert enkelt menneske at vælge dem.

Bogen er opdelt i tre kategorier, der for det første afspejler dannelsens relation til de naturvidenskabelige strømninger i 1900-tallet, hvor især evolutionsteorien og psykoanalysen har haft stor betydning.  For det andet ses dannelsen i relation til politisk tænkning i nyere tid, hvor kritisk teori og pragmatismen har gjort sig stærkt gældende. Endelig bliver som den tredje kategori vor tids fænomenologiske og hermeneutiske retninger præsenteret.

Bogen henvender sig til alle, der har interesse i livsfilosofiske og etiske spørgsmål. Også dem, som professionelt er optaget af dannelsestænkning, vil kunne finde den relevant og inspirerende.