i ghettoen eller i de udryddelseslejre, de blev deporteret til. I centrum af ghettoen - og af Steve Sem-Sandbergs opsigtsvækkende dokumetarroman - står den jødiske leder Mordechai Chaim Rumkovski. Udpeget af nazisterne til at lede og organisere ghettoen, der blev en velfungerende og effektiv brik i det tyske krigsmaskineri. I dag en omdiskuteret figur: Var han et monster, der hjalp nazisterne med at udrydde hans eget folk? Eller en pragmatiker, der kæmpede en håbløs kamp for at redde liv? Steve Sem-Sandbergs roman svarer ikke entydigt på dette komplekse spørgsmål. Den giver et grumt og grimt, men også gribende portræt af den aldrende mand, ældste i det jødiske råd, og glødende optaget af "sin" ghetto. Fanget ikke blot i et djævelsk maskineri, men også i sin egen mildt sagt sammensatte natur og sit forkrøblede følelses- og seksualliv. Det er en roman om livet i den afspærrede bydel, om den brutalt påtvungne tyske kadaverdisciplin, det morderiske slavearbejde, sultedøden og de udsigtsløse flugtforsøg. Men også, paradoksalt nok, om menneskets overlevelseskunst, om kærlighed, solidaritet og nåde, om livsvilje og tilværelsens ufattelige poesi og skønhed. I en suveræn blanding af fakta og fiktion, af research og roman, beskriver Sem-Sandberg hverdagen i ghettoen, så læseren føler sig hensat til den - nærmest som en slags litterær virtuel virkelighed. Hans mesterlige greb, der levendegør og forløser det så velkendte, men stadig ubergibelige stof, er en særlig sammenføjning af romanstoffet, gestaltningen af enkeltpersoner, hvis gribende skæbner,vi følger, med detaljer fra historiske kilder. Først og fremmest den såkaldte Ghettokrønike, et 3000 siders dokument, som dagligt blev sammenstykket af ghettoens jøder som en del af Rumkovskis maniske bestræbelser på ikke blot at organisere, men også at dokumentere 'sin' ghetto. I sig selv et billede på den totale tragedie, eller absurditet om man vil, som romanen formår ikke bare at beskrive, men at genskabe, at rekonstruere: hvordan mennesket på kanten af afgrunden bliver ved at arbejde og kæmpe for at tilpasse og indrette sig for at overleve, men også for at bevare sin menneskelighed.   At læse "De fattige i Lodz" er som at være tilstede i den ubønhørligt fremadskridende 'proces', hvor det tyvende århundrede i Europa når sit absolutte nulpunkt.