Et par i 30’erne som har alt det de kunne ønske sig: Et kærligt forhold, en lille søn, to gode karrierer (hun er musiker, han journalist), en lejlighed med højt til loftet i et pænere bykvarter. Deres fremtid er tilsyneladende lys. I romanens begyndelse sniger der sig et lille problem ind i den lykkelige families liv, Isabell begynder at ryste en anelse på fingrene når hun optræder med sit cellospil. Med udgangspunkt i små, hverdagsagtige problemer (usikkerhed, arbejdsløshed, en aldrende svigermor) beskriver Bilkau samtidens store spørgsmål om hvordan vi lever i en verden der er blevet fundamentalt usikker og uforudsigelig. Det overbevisende ved Bilkaus måde at skrive på, er at det store beskrives igennem følsomme, nuancerede og skarpe iagttagelser på det individuelle og familiemæssige plan. Mens krisen mellem Isabell og Georg udvikler sig, bliver vi/læseren klar over hvor skrøbeligt det fundament som deres (og vores egen?) lykke hviler på, er. Afgrunden ligger lige under den pæne overflade. Romanen er blevet betegnet som en generationsroman.
Vellykket signalement af et yngre ægtepar i storbyens kreative klasse fortæller overbevisende om at navigere i livet i en omskiftelig verden. [Kort uddrag]
